Omstændighederne ville, at jeg skulle læse”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Maale Hahamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv. Allerede på grundlag af min vens mundtlige introduktion tænkte jeg, at Krishnamurti var nøglen til kristendommen. Vel var jeg klar over, at mange ville mene, at kristendommen ikke havde brug for en sådan nøgle. Ikke desto mindre var jeg i besiddelse af den.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne – mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

Men i talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i forbindelse med udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ Metafysik:

“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).

Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” er nøjagtig det samme som Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier.

Krishnamurti

Ved siden af at trække på denne arv i henseende til spørgsmålet om sandhed er Krishnamurtis tale i 1929 også et opgør med organisationsprincippet i henseende til religiøse anliggender. Med direkte adresse til Teosofisk Samfund men også i mere generelle vendinger argumenteres der imod princippet i en sådan organisation.

Grundforfoldet i kritikken er, at den religiøse organisation hindrer den absolutte individuelle kontakt til en selv, som er det eneste, igennem hvilket frigørelse er mulig. Men via et sådant absolut selvforhold, som vel at mærke kun kan tilvejebringes igennem et forhold til andre, ”relationernes spejl”, som Krishnamurtri senere kunne tale om, kommer fællesskabet igen på tale nemlig det fællesskab, hvis medlemmer har det samme forhold til denne indre kvalitet.

“Men de som virkelig ønsker at forstå, som søger efter det som er evigt, uden begyndelse og uden ende, vil følges ad med større intensitet, vil være en fare for alt som ikke er essentielt, som ikke er reelt, som er skygger. Og de vil blive et koncentrat, de vil blive en flamme, fordi de forstår. Sådan et fællesskab må vi skabe, og det er min hensigt” (min oversættelse).

Selv om Krishnamurtis sprog ikke indeholder mange traditionelle religiøse betegnelser, har han fundet anvendelse for det engelske ord for nadver ’communion’, der også betyder fællesskab, samliv, samkvem. I en tale i Bombay i 1964 sagde Krishnamurti:

“Vi har mange problemer, umådelige problemer, som ingen andre end vi selv kan løse; og dette fordrer ikke alene en faktuel forståelse af problemet, men også at være i kommunion med det pågældende problem. Jeg ved ikke, om De nogensinde har prøvet at være i kommunion med noget som helst. De ved, hvis De er en stor maler og ønsker at male et træ, må De være i kommunion med træet. Der må ikke være noget mellemrum mellem Dem og træet – ikke at De identificerer Dem med træet, men der må ikke være noget skel mellem Dem og det som De iagttager, som De maler, med hvilket De er i kommunion. Det vil sige, at De som en enhed må være fuldstændig fraværende for at være i kommunion med træet. At være i kommunion med naturen, med bjerget, med en scene, med et menneske – dette kræver ekstraordinær opmærksomhed og en overordentlig grad af årvågenhed; ellers kan De ikke være i kommunion” (min oversættelse).

Her tilkendes begrebet “kommunion” en kvalitet, som det ikke har andre steder end netop i den kristne anvendelse af det samme ord i nadverforståelse.

I et citat i en almanak med tekster af Krishnamurti “The Book of Life” beskæftiger Krishnamurti sig i teksten til d. 27. marts med frygt – og skelner her mellem det at frygte forestillingen om noget og selve det, som forestillingen er om. Er vi bange for døden, eller er vi bange for tanken om døden. Tanken om døden, forestillingen om døden er i virkeligheden det, som hindrer et møde med døden selv. Om det at møde døden ansigt til ansigt anvender Krishnamurti ordet kommunion (eng. communion). Det henviser ikke direkte til den kristne brug af ordet, men alligevel repræsenterer Krishnamurtis brug af dette ord et tilsvarende indhold. Også kristeligt set er der to måder at møde døden på, og kun igennem Jesu død på korset møder vi døden reelt.

Se video med Krishnamurti 1930 & 1928.

Dette indlæg blev skrevet den lørdag, august 21st, 2010 kl. 01:30 og er gemt under Teologi. Du kan følge svar tille indlægget via RSS-feedet. Du kan skrive et svar, eller sende et trackback fra dit eget site.